Karen er resultatet af et dansk-tysk kulturmøde. Fra 1870’erne kom tyske drivkvasefiskere til Danmark for at fiske ål. Et større antal tyske kvaser blev indkøbt til Danmark, og danske bådebyggere tog den tyske tradition op og videreudviklede den.

De tyske drivvodsfiskeres ekspansion i retning af det syddanske område havde form dels af årlige ekspeditioner i sæsonen, dels egentlig udvandring. Tyskerne kendte via handelskvasernes opkøb af ål og andre fisk i de syddanske farvande i forvejen udmærket områdets muligheder. Som regel var der tale om unge, ugifte mænd, der boede i bådene om sommeren.

Baggrunden for udvandringen var, at det tyske Østersøfiskeri var vokset så stærkt, at der blev lagt begrænsninger på fiskeriet på de traditionelle fangstpladser. Væksten i fiskeriet var forårsaget af den tyske byudvikling og jernbanerne, som fik markedet for fisk til at vokse.

Af tyskerne lærte danskerne en ny form for ålefiskeri. Danskerne så på kvaserne og sugede til sig. I Rigsarkivet har man fundet 54 køb af tyske kvaser, og flere danske bådbyggere begyndte også selv at lave kvaser.

Især hos Christian Nielsen på Fejø, hvor der blev bygget over 40 kvaser, men som vi kan se med Karen, også i Kalvehave. Hjemmehørende i Kalvehave var bl.a. K1213 De tre Brødre, der blev bygget i Stege. Den er i dag udstillet på Fiskerimuseet i Esbjerg.

Danskerne indførte et par ændringer i kvasernes konstruktion. Sidesværdet blev erstattet af en sænkekøl, og den foroven åbne, gennemstrømmede fiskedam blev bygget om med fast damdæk og tragt, med det resultat, at det danske ord damdæk blev optaget i det tyske fagsprog.

Illustration: Morten Gøthche. Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Omkring 50 tyske drivvodsfiskere udvandrede til Danmark i årene fra 1880 og bosatte sig spredt langs de danske kyster. Efternavne som Heitmann, Martens, Permin og Lockenwitz vidner om det. Familien Permin slog sig ned i Kalvehave og familien Lockenwitz på Bogø og i Sortsø. Carl Lockenwitz drog i 1879 fra Breege på Rügen til Bogø med sine to sønner Johannes Carl Jens og Carl Joachim Wilhelm. I 1896 fik de alle tre dansk indfødsret. Wilhelm Permin herunder fik dansk indfødsret i 1901.

Øverst Wilhelm Permin, der kom til Kalvehave fra Stralsund i 1881. Nederst th. Wilhelm Permins drivkvase Thorvald. Foto fra 1890’erne.
Wilhelm Permin, f. den 6. maj 1856 i Langendorf, Pommern. Kom til Danmark i begyndelsen af 1880’erne og fik dansk indfødsret i 1901. Fulde navn Johan Christian Wilhelm Permin. 174 cm høj, blå øjne. Fik i 1921 udstedt pas af politimesteren i Vordingborg mhp. en rejse til Tyskland. Billede og pas findes i Kirsten Grenaas arkiv. Klik på billedet, så kan det downloades i fuld størrelse, 300 dpi, velegnet til udskrivning.

 

Ålekrigen

Mødet med de tyske fiskere førte naturligvis konkurrence med sig – og et modsætningsforhold. Det illustreres af fiskerkrigen i Præstø som bladene kaldte det. I 1881 citerede Roskilde Dagblad Præstø Amtstidende for denne dramatiske historie om det tyske drivvodsfiskeri og de danske fiskeres modstand. Stykket blev bragt i en mængde dagblade.

 

Et par notitser i Vordingborg Avis fra 1882 viser ligeledes, at konkurrencen fra de tyske fiskere ikke altid blev taget helt nådigt op af de lokale. Forholdet fik let nationale overtoner. Vi citerer:

“Ligesom på mange andre Steder i Landet, saaledes har tyske Fiskere ogsaa i længere Tid fisket i Farvandet her omkring, hvilket naturligvis har vakt megen Misfornøjelse hos vore egne Fiskere, da det allerede i Forvejen tarvelige Udbytte af Fiskeriet, jo derved yderligere forringes. Der forefalder da ogsaa jævnligt mindre Rivninger mellem vore egne og tyske Fiskere. I Mandags Aftes fandt der saaledes et temmeligt alvorligt Sammenstød Sted ved Byens Havn, hvor ikke mindre end 11 Tyskere stod over for 3 Danske. Tyskerne skal ved den Lejlighed have brugt Knive og Lignende, og et Par af Danskerne led efter Sigende ikke ubetydelig Overlast, omendskønt de nok klarede sig ganske godt overfor den store Overmagt. Sagen verserer for Retten.”

Hvad angår den betydelige tyske overmagt blev der dog halet en del i land allerede næste dag, da det, i en kortere notits hed, at Styrken paa begge Sider nok var omtrent lige stor. En dag senere igen skrev 19 fiskere samt byens havnefoged i fællesskab et langt, nationalt farvet indlæg i Vordingborg Avis:

”Man hører så tit, at danske fiskere er i strid med tyske, hvoraf det kommer, ja, det er jo let at besvare: de tyske fiskere vil være herrer i vore farvande. De kommer hertil, veludrustede med nye fartøjer og i reglen unge mennesker, som ingen familie har at sørge for. Og som er i stand til at fiske det tredobbelte mod, hvad vore egne med al deres flid kan tilvejebringe. Vind og vejr, ikke dovenskab, forhindrer dem ofte i flere dage i træk at komme på søen, og når så dertil kommer, at de stadig skal tvinges til at se og høre den tyske Tale og Sang fra et Hus i deres Midte og se det tyske Flag mægtigt svaje fra Tyskernes kvase, saa vækker dette hos os fredselskende Folk kun Harme og bringer det danske Blod i Kog.”

I nogle dage gik bølgerne højt.

Samme toner lød i august 1883 i et læserbrev i Næstved Tidende:

”Som bekendt har Ulvsund i de sidste ti år været gæstet af en mængde fiskere fra alle egne af Danmark. At det er en gene for hjemmefiskeren er en selvfølge, men da vi hylder princippet om frihed og så vidt muligt lige rettigheder, bør man jo ej beklage sig over samme. Derimod har Sundet i de sidste par år været gæstet af 8 til 10 tyske drivvodsfiskere; disse Germaniens sønner synes at spille herrer overalt, hvor der er noget at fortjene, uden hensyn til, om landets love tillader det eller ej.”

Krydstoldvæsenets chef F.V. Wulff var imidlertid af en helt anden opfattelse. Han berettede med henvisning til stedfundne slagsmål i bl.a. Stege, Præstø og Vordingborg, at forholdet imellem tyske og danske fiskere havde været dårligt.

”Uviljen har givet sig luft ved, at der fra de danske fiskeres side er udført voldshandlinger imod tyske fiskeres både og fiskeredskaber, som på en brutal måde er blevet ødelagte. Grunden hertil må absolut søges i de danske fiskeres jalousi. Jeg skal ikke undlade at udtale som min overbevisning, at de danske fiskere ved de indrømmelser, som er blevet tilstået de tyske fiskere, kun er blevet vakte af den temmelig store sløvhed, de hidtil har udvist i deres fiskeri, og at de ved den opståede konkurrence dog meget vel ved flid og ihærdighed kunne erhverve deres udkomme uden forsætligt at hindre fremmede i at erhverve deres.”

De forskellige opfattelser fortsatte med at brydes, indtil en ny fiskerilov efter flere års diskussion blev vedtaget i 1888.

Ålekvasen Minerva af Karrebæksminde. Bygget i 1908 til familien Martens i Karrebæksminde

Omkring 50 tyske drivvodsfiskere udvandrede som nævnt til Danmark i årene fra 1880. Blandt dem var familien Lockenwitz på Bogø og i Sortsø. Carl Lockenwitz drog i 1879 fra Breege på Rügen til Bogø med sine to sønner Johannes Carl Jens og Carl Joachim Wilhelm. I 1896 fik de alle tre dansk indfødsret.

I bogen ”Bogø År 2000” omtales Karl Lockenwitz, der indtil 1938 kørte brændsel ud til kunderne fra et skur på Bogø havn, og Hermann Lockenwitz, der var en kendt skipper på Bogø havn, en gæv og gemytlig sømand hedder det, der fragtede gods med sit skib ”Fremad”.

→  Læs, hvordan bådebyggere i Danmark blev inspireret, og om de danske kvaser