De tyske kvaser, der kom til Danmark i 1870’erne, havde været kendt i århundreder ved den pommerske kyst, hvor de allerede nævnes i dokumenter fra 1400-tallet. Der var tre slags både i familien: Zeeskahn, Tuckerkahn og Quatze. Zeeskahn er den, der fra 1850’erne blev til den noget mindre Zeesboot eller Zeesenboot, som vi kender i dag som åledrivkvase. Den drev sidelæns og trak nettet efter sig i et par timer og startede så forfra, typisk om natten. Tuckerkahn fiskede om dagen, to både sammen, og trak voddet imellem sig med ca. 100 meter mellem bådene. Quatzen var et handelsfartøj bygget efter samme principper som de to andre, men noget bredere.

Oplysninger af konservator Christian Nielsen om ålekvasen “Minna”. Den blev bygget i Stralsund ca. 1872 til fisker Max Rüding, som i disse år sammen med flere andre fiskere flyttede til Danmark og begyndte at fiske ved Kalvehave. Max Rüding døde et par på efter, og broderen, Albert Rüding, købte kvasen. Den sædvanlige rigning er med storsejl uden bom, topsejl, klyver, fok og papegøje. Farver: bunden sort – udenbords grå; skandæk, dæk og karm ferniseret; ruf hvidt med gråt tag; banje kultjæret. Beskrives i M/S Museet for Søfarts billedarkiv. CC-BY-NC-SA.

Forstavelsen Zees i Zeeskahn og Zeesenboot er af slavisk oprindelse og er et tegn på, at båden blev udviklet i et blandet slavisk-germansk sprogområde, hvor det slaviske var repræsenteret af det nu uddøde slaviske sprog polabisk-pommersk. Zees kommer fra sedja, der på slavisk betød net. Sedja genkendes fint i moderne russisk og hviderussisk, hvor det hedder set’ka.

De tyske drivkvaser havde ofte et sidesværd, som kunne skydes ud til stabilisering. Den store Zeeskahn havde i Oderhaff ikke de bomme for og agter, som vi forbinder med de mindre kvaser.

Rigningen kunne være enten med en eller to master, slup eller ketch.

Se billeder og data for tyske drivkvaser.

→  Læs, hvordan det gik de pommerske fiskere, der kom til Danmark