Fra bestyrelsens beretning ved generalforsamlingen den 27. januar 2024.

Skibets stand
Karen er så fin som aldrig før, men….. Det slutter aldrig, det der arbejde med vedligehold. I årets løb har vi drøftet ruffet som Niels Normann lavede så flot. Ruftaget er ikke blevet behandlet tilstrækkeligt gennem de sidste år (der har været flere på malerarbejdet, så det er ikke for, at nogen bestemt skal påtage sig ansvaret). Vi troede, at det skulle skiftes, men ruffet har nu fået en grundig slibning og en stærk grundmaling og to gange færdigmaling. Malinglag påført med kun et døgn imellem. Det må være recepten på alt over vandlinjen, skandæk skvatliste motorkasse og sværdkiste, samt bord. Vi må udarbejde en vejledning i, hvordan vi ønsker vores malingsarbejde udført.
Dækket – her har vi fået slået og beget af de to gutter fra værftet. Rigtig godt. Oveni dette har Ole, Marie og Kirsten knoklet med først skrabning af dæksplanker og dernæst behandling med brun sæbe, så et mere lyst dæk kan holdes, fremfor det mere grå som oliebehandling vil give. Dette arbejde med vedligehold af dæk med sæbe tænkes videreført fremover.
Sværdkisten er utæt på bagbordside og stoppes ved søsætning med talg, et godt middel, men der bør findes en mere permanent løsning på dette problem inden ny sæson.
Vi har nu fået alle vores rundholter opdateret. Senest mesanbom, og vores løbende rig er ligeledes opdateret med nyt tovværk til hal.
Motoren stod af. Vi måtte desværre se frem til en sæson uden motor. Imidlertid lykkedes det, at få købt en nyrenoveret motor på Langeland, og give den gamle i bytte. Dette kunne kun ske ved ekstraordinære lån fra en del medlemmer. Skift af motor stod vi selv for, og tur til Fejø retur for motor gik fint.
Motoren er dog lidt større end den gamle, hvorfor motorkassen måtte justeres midlertidigt især i højden, ligesom dørkbjælker måtte flyttes og justeres. Planen er, at skifte dørkbjælker og dørk, samt justerer motorkasse og rum på siden af sværdkiste. Arbejdet deles op over to vintersæsoner.
Sejlads
Første lørdag i juni var Karen med i Den berømte kapsejlads Tærø Rundt, meget flot med fint vejr, dog ikke Karen vejr, der var næsten ingen vind. Det betød af Karen blev nummer to, men godt gået. 25 både deltog i sejladsen. Da Karen sejlede ind i havnen efter kapsejladsen kom der sort røg ud af udstødningen, så det var sidste gang, den motor kørte.
Året blev præget af, at vi ikke havde motor i en periode. Dette blev dog løst og Karen deltog i Drivkvasetræf på Fejø. Der var ikke skyggen af Tyske Kvaser, men de vil komme tilbage i 2024. Træffet bød på præsentationssejlads af Karen og de to kvaser fra Fejø. Efterfulgt af rundvisning på deres meget fine værft og lille museum, og selvfølgelig hyggelig spisning og sejlsnak om aftenen. Tak til Christian og resten af de gode folk på Fejø. Herfra deltog Johny og Otto, Annette og Jan der sejlede kvasen over til Fejø, og Hanne, Kirsten og Sten, der sejlede Kvasen hjem. Christian og Bodil var behjælpelige med kørsel.
Fondsstøtte
Vi søgte Fanefjord fonden om midler til ny motor, men fik desværre afslag. Vi takkede selvfølgelig fonden for deres støtte gennem årene. Vi er blevet betænkt fint gennem tiden og måske er en ny motor ikke rigtig inden for fondens rammer. Vi skal formentlig have nye sejl og må indhente tilbud og søge i det nye år. Sejlene vil sikkert kunne klare sig et par år endnu.
Formidling og Karens venner
Vi har en forpligtigelse til formidling af vores kulturarv omkring bevaringsværdige erhvervsfartøjer. Dette sker på forskellig vis både i praksis og gennem vores meget fine hjemmeside, der udvikles og forvaltes af vores venner Svend Aage og Brigitte. Sejlads til Fejø og deltagelse i Kvasetræffet er også en god formidlingsmulighed, hvor alle vi møder på havnen, der bare kigger på Karen må finde sig i et længere foredrag fra Kvaselagets medlemmer. Det har desværre ikke været muligt at sejle så meget, som vi kunne ønske os i år. Årsagen er både vejret og manglende motor. Næste år er forventningen, at vi kommer mere ud på vandet, det er trods alt her Karen tager sig bedst ud under fuld sejlføring. Karens venner er et væsentligt aktiv for vores Kvaselag, og består af 35 enkeltpersoner eller organisationer. Vi takker for vennernes opbakning til bevarelse af vores dejlige Skib.
Havn
Vores plads i hjørnet af Bogø havn er meget fin både til at sejle til og fra, men også i forhold til at blive set af de mange gæster der færdes på havnen. I år har vi fået hele det røde skur til Karens grej. Hanne har doneret sin del af skuret til Karen og Jollelaget har for en beskeden sum solgt deres del af skuret til Karen. Skuret er nu blevet malet indvendigt og indrettet med hylder og knager, så alt har en plads. Da vi er en folkeoplysende forening skal vi ikke betale leje af arealet, skuret står på, til kommunen.
Afslutning
Bestyrelsen vil her afslutningsvis nævne behovet for fornyelse. Karen er i fin stand, og vi har gode vilkår – gratis havneplads og gratis leje af grund, alt er godt. Fornyelsen bør ske organisatorisk, så vi kan få mange flere ud at sejle med Karen, og formidlingen af kulturarven dermed bliver mere konkret. Vi ønsker, at vi i laget får en drøftelse heraf, og vi vil arbejde med dette emne her i foråret.
KAREN-Bestyrelsens-beretning-2023