”For at få den størst mulige afstand mellem voddets arme driver kvasen sidelæns med slæbelinerne fastgjort yderst på henholdsvis klyverbommen og en bom, der rigges ud agter. Da voddet ofte trækkes på meget lavt vand, er drivkvaserne bygget med en sænkekøl, der er oppe, når der drives, og nede, når båden skal gå frem i vandet under sejlads, hvor det netop drejer sig om at undgå at drive sidelæns – afdriften, som det hedder, skal være mindst mulig. I godt vejr med svag vind, krævedes der et stort sejlareal, for at trække det tunge vod gennem ålegræsset, og derfor var sejlføringen enorm i forhold til skrogets størrelse. Til gengæld var der så ingen, der kunne sejle fra en drivkvase, når voddet var oppe og sænkekølen nede, og det fortælles, at de var frygtede konkurrenter ved de årlige kapsejladser for brugsbåde, som fiskeriforeningerne afholdt i gamle dage.”

Kilde: Arne Gotved, Og de sejler, de gamle træskibe, 2002, Skib Forlag, side 128

Drechsels planche om ålevodsfiskeri (1887)

De fleste drivkvaser fik indlagt motor i 1920’erne. Voddet kunne nu trækkes med motorkraft i stedet for vindkraft. For at holde voddet udspilet, satte man en stang mellem vodlinerne, og vodtypen blev kaldt stangvod eller slæbevod. Forskellen på de to fangstmetoder er illustreret på denne tegning.

To faser i Karens fiskeri: først med drivvod for sejl, derefter med slæbevod (stangvod) for motor

→  Læs, hvor meget drivvodsfiskeri betød ved danske kyster